God træningskultur skal lægge fundamentet

Handball im Norden

08. September 2018, 12:05 Uhr

Et ungt TM Tønder-hold spiller i 1. division i den kommende sæson. Foto: Martin Ziemer

TM Tønder Håndbold må nøjes med at spille i den næstbedste danske håndbolliga i den kommende sæson, men det tager træner Torben Sørensen ikke længere tungt. Han glæder sig til en ny sæson med et ungt hold og en stærk hjemmebane. Tønder vil gerne rykke op igen, men ikke nødvendigvis i år.

Herreholdet fra TM Tønder Håndbold forsøgte til det sidste at blive i den bedste danske liga, efter HC Midtjylland meddelte deres konkurs. Tønder ankede Dansk Håndbold Forbunds afgørelse, men DHF fastholdt beslutningen om, at nummer to fra 1. division, Lemvig-Thyborøn Håndbold, rykker op i ligaen, men TM Tønder, som endte på sidstepladsen i 888 Ligaen, måtte ned i 1. division.

Top tre

Træner Torben Sørensen har det efterhånden okay med det og vil nu koncentrere sig om den nye sæson i den næstbedste række.
- Nu er vi, hvor vi er. Vi træner videre, som da vi var et ligahold og prøver at træne flere dage om ugen både formiddag og eftermiddag. Vi har et meget ungt hold og har brug for meget træning, siger han.
Torben Sørensen har fået mange unge spillere til holdet, som i deres gamle klubber ikke fik meget spilletid. Derfor er han spændt på deres evne til at tage ansvar og præstere, når de får en større rolle. Men vigtigst for ham er træningsindstillingen.
- Min klare målsætning er at opbygge en god træningskultur. Det er forudsætningen for at vinde kampe. Jeg vil ikke sige, at vi som nedrykker vil rykke op med det samme igen, men vi går efter en placering blandt de første tre hold, siger han.
Som storfavorit i 1. division ser han Fredericia HK, lige efter kommer Tønder sammen med Ajax København, Skive FH og Team Sydhavsøerne.
Torben Sørensen indrømmer, at han bedst kan lide at træne hold i den bedste liga. Det er sjovest, mener han, men han har ikke meget travlt med at rykke op igen - sker det ikke i denne sæson, gør det måske i næste.
- Med unge spillere kan der ske meget. En dag spiller de som stjerner, den næste dag spiller de som puslingespillere. Men hvis man træner hårdt, kan spillere med talent blive til rigtig gode håndboldspillere. Vi har ikke råd til at købe én stjernespiller. Til gengæld kæmper alle mine spillere for holdet og sætter ikke sig selv først, siger han.
Selv om det ikke er de største stjerner, man kan opleve i hallen i Tønder, tror træneren på opbakning fra tilskuerne.
- Jeg er sikker på, at vi vinder et par kampe - og så kommer der også mange og støtter os. Det gjorde de faktisk også sidste år, hvor vi ikke vandt så meget, men det er jo sjovere, hvis man vinder kampe, siger Torben Sørensen.
Holdet har spillet ni træningskampe efter sommerpausen, blandt andet mod DHK Flensborg, og glæder siger til opstarten den 9. september mod Ajax København på hjemmebane.
Torben Sørensen får højrefløj Martin Asmussen som spillende assistenttræner og glæder sig til samarbejdet, mindst lige så meget som til det samarbejde, man har indgået med Flensburg Akademie.
- De har unge, spændende spillere. Jeg ved endnu ikke, i hvilket omfang vi kommer til at arbejde sammen, men jeg kan da godt se et par muligheder, siger han.

Grit Jurack

Trup TM Tønder

Afgange:
Niklas Thydsen, Kristian Klitgaard, Oliver Eggers, Jonas Sehtøder, Thomas Olsen, Christian Stohlund, Marten Jørgensen, Martin Kergaard, Mattias Mosel
Tilgange:
Lasse Nikolajsen, Jacob Lyck, Felix Kasch, Casper Madsen, Mathias Hejsel, Jeppe Jonasson, Nikolai Keller, Niklas Simonsen
Mål:
Niklas Simonsen, Christian Trans
Markspillere:
Casper Madsen, Jeppe Jonasson, Lasse Hamann-Boeriths, Felix Kasch, Jacob Lyck, Mathias Hejsel, Rolf Ravn, Benjamin Holm, Ulrik Nøddesbo Eggert, Emil Sierksbæk Bergholt, Nikolai Keller, Jesper Redlefsen, Lasse Nikolajsen, Thomas Schultz Clausen, Hans Martin Asmussen
Træner:
Torben Sørensen