VM 2019

Håndboldheltene hyldet i hovedstaden

Håndbold

29. Januar 2019, 10:32 Uhr

Det var en fyldt Rådhusplads i København da håndboldherrrene viste VM-trofæet frem. Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

København. Naturligvis kørte Volbeats »For Evigt« for fulde gardiner i højtalerne, da de danske VM-guldvindere trillede ind på Københavns Rådhusplads i »Guldbussen«. Brølet fra næsten 20.000 mennesker i hjertet af Danmarks hovedstad gik direkte ind i hjerterne på verdensmestrene.

- Det er helt sindssygt. De har spærret hovedpulsåren i København, fordi der er så mange mennesker, der kommer og vil feste med os, måbede Rasmus Lauge efter en tur på rådhusbalkonen, hvor folkets hyldest nemt giver tinnitus til de kommende par uger.
 - Hvad har været det vildeste i løbet af de seneste 24 timer?
 - Det her. Stensikkert, slog stjernen fra SG Flensburg-Handewitt fast.
Det forstår man dælme også godt. Der var dannebrogsflag, uanset hvorhen man kiggede. Selv det store Industriens Hus var lyst op i Danneborg. Kun metrobyggeriet på midten af pladsen ødelagde det syn, man skal være landsforræder for ikke at blive rørt over.
»Vi er røde, vi er hvide« fik København til at bryde ud i fællessang. Alle spillerne tog en tur på det podium, hvor blomster normalt pryder Danmarks fineste plads. Mandag var det VM-heltene, der blomstrede.
 - Det er fantastisk at se alle de mennesker, der er mødt op og har lyst til at bruge deres mandag aften med os herinde, sagde Lasse Svan. Lige som mange af hans holdkammerater havhan mobilen fremme for lige at sikre mindet.
SG-kammeraten Simon Hald var en af de sidste på den balkon, han for et halvt år siden aldrig havde drømt om at stå på. Og han nød det i fulde drag.
 - Det er nærmest uvirkeligt at stå derude foran så mange mennesker, fortalte slutrundedebutanten, inden han smuttede en tur i buffetten.
Menuen kunne selvfølgelig ikke være anderledes. De berømte Rådhuspandekager faldt i hvert fald i Anders Zachariassens smag.
 - Jeg har glædet mig til at få de her pandekager. De er rigtig gode, sagde stregspilleren, der dog ærgrede sig over, at der var creme og ikke is i pandekagerne. Han kaldte modtagelsen i København for »fuldstændig vanvittig«.
Efter besøget på rådhuset, hvor Københavns overborgmester Frank Jensen og Danmarks kulturminister Mette Bock talte og hyldede guldvinderne, tog håndboldherrerne på restaurant i København med deres familier. Tirsdag går turen så hjem til hverdagen i klubberne.
 - Jeg håber da, at flensborgerne står på gaden og vinker, ligesom alle danskene har gjort, grinte Anders Zachariassen.
De danske guldvinderne har i hvert fald allerede minder, der bliver siddende på nethinden for evigt.


Jonas Løytved