Holgers hundrede

Håndbold Champions League

02. Oktober 2018, 09:40 Uhr

Holger Glandorf (rød) vandt Champions League med SG Flensburg-Handewitt i 2014. Arkivfoto: dpa

Flensborg. Det er ikke så overraskende, at Holger Glandorf ikke selv var klar over, at onsdagens Champions League-kamp mod Motor Zaporozhye (kl. 19, live Sky) bliver hans europæiske kamp nummer 100 for SG Flensburg-Handewitt. 

Man stopper jo med at tælle, når man når et pænt antal, og det må man sige, at Holger Glandorf er nået. Højre backen bliver dermed også en del af et yderst fornemt selskab. Kun otte spillere er før Glandorf rundet de 100 europæiske kampe i SG-trøjen - og det er prominente navne med Thomas Mogensen, Lars Christiansen og Lasse Svan i toppen med flest indsatser. 
- Det betyder meget for mig at spille europæisk håndbold, hvor vi måler os med de bedste spillere i verden. Og så betyder det meget for regionen, at SG er med i toppen af europæisk håndbold hvert år, fortæller Holger Glandorf. Han kom til SG i 2011 og i hver eneste af Glandorfs nu syv sæsoner i klubben, har SG spillet med i europæiske turneringer. I 2012 var Glandorf med til at vinde Cup Winners Cup, og to år senere kom det store europæiske højdepunkt - Champions League-triumfen. 
- Det er klart, at Champions League-sejren er det største, jeg har opnået i europæisk håndbold med SG. Det er den største turnering, man kan vinde i europæisk klubhåndbold, og det var relativt overraskende, at vi vandt turneringen det år, siger Glandorf. 

I denne sæson har SG indtil nu til gode at leve op til tidligere europæiske meritter. For mens klubben har vundet rub og stub i Bundesligaen, så har Champions League-åbningen mildt sagt været hakkende med bare to point i de første tre kampe. De seneste to kampe i Europas »kongeklasse« er blevet tabt til kroatiske Zagreb og slovenske Celje, som er mandskaber, som SG normalt regner sig bedre end. Onsdag er SG igen favoritter, når de møder Motor Zaporozhye, som er det eneste hold uden point i Gruppe B, og Holger Glandorf ved da også godt, at kravet er en hjemmesejr. - Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med vores Champions League-sæson indtil videre. Vi spillede en god kamp i Frankrig, men så har vi tabt to kampe, som vi burde have vundet. I Celje i søndags kunne vi have gjort mange ting bedre. - Men vi har stadig gode muligheder for at gå videre (de seks bedste af gruppens otte hold går videre, red.), men vi ved, at vi kun møder gode hold, og vi skal forbedre os. Nu er det vigtigt, at vi vinder over Zaporozhye, konstaterer bagspilleren. 


FAKTA: Flest europæiske kampe for SG. 1. Thomas Mogensen 142 2. Lars Christiansen 128 3. Lasse Svan 126 4. Tobias Karlsson 115 5. Anders Eggert 114 6. Jacob Heinl 103 7. Jan Holpert 101 8. Mattias Andersson 100 9. Holger Glandorf 99 10. Michael Knudsen 87

Jonas Løytved jol@fla.de

Resume

Am Mittwoch spielt Holger Glandorf sein 100. europäisches Spiel für die SG Flensburg-Handewitt. Das Highlight war der Champions League-Sieg in 2014, sagt Glandorf, der auch den Europapokal der Pokalsieger mit der SG gewonnen hat. Bis jetzt ist die europäische Saison nicht erfolgreich für die SG gelaufen. Mit 2:4 Punkten aus den ersten drei Spielen, wird ein Sieg benötigt, wenn Zaporozhye in Flensbug gastiert.