IF Stjernen Flensborg: Damerne på toppen

Damefodbold

17. November 2015, 07:40 Uhr

Manuela Scholz fra IF Stjernen II (grøn) med bolden i topkampen mod Team Sylt (3-3). (Foto: Sebastian Iwersen)

Flensborg. I sæsonen 2015/16 spiller ca. 30 kvinder på to hold i enten Kreisklasse eller Kreisliga, hvor de scorer mål for IF Stjernen. 


Førsteholdet spiller på 11-mands bane og ligger nummer et i Kreisliga Nordfriesland/Schleswig-Flensburg. Andetholdet spiller på 7-mands bane og ligger også nummer et, dog i Kreisklasse A Nordfriesland/Schles-wig-Flensburg. Begge hold trænes af Björn Nielsen, som har været træner i 26 år og har stået på sidelinjen hos kvinderne i de seneste seks sæsoner. - Normalt plejede jeg at skifte trænerjobbet efter to år, for der skulle altid ske noget nyt. Nu har jeg været hos kvinderne i seks år. Det betyder vel, at der sker nok som træner for de to kvindehold. Jeg er i hvert fald meget glad for jobbet, siger han. Nielsens far er dansker, og derfor kom han som barn til IF Stjernen. Klubben har siden dengang haft en plads i hans hjerte, selv om han som dreng boede seks år i Sydtyskland.

Damefodbold siden 1993

For at kvindefodbold kunne blive en succeshistorie for IF Stjernen, skulle kvinder fra TSV Nord Harrislee skifte til IF Stjernen. Det skete i 1992. Holdet startede i sæsonen 93/94 i Kreisliga. - Bestyrelsen i Harrislee gad ikke kvindefodbold. Vi skulle stå for det hele selv. Derfor besluttede vi at flytte holdet til IF Stjernen, som tog godt imod os, siger Anja Winkler, som er målmand på andetholdet. Hun rykkede sammen med holdkammeraterne op i Bezirksliga allerede efter første sæson og var med til at opbygge kvindefodbold hos Stjernen. Nu, efter 22 år spiller, hun sammen med piger, som er meget yngre og går på gymnasiet eller er i gang med en uddannelse. Den 20-årige Jasmin Koos for eksempel er i gang med at blive uddannet til kontormanager. Hun er medlem af det danske mindretal og har været i klubben, siden hun startede med at spille fodbold på U14-holdet. - Jeg har altid vidst, at jeg vil blive gammel hos IF Stjernen. Alt passer bare: stemningen, sammenholdet, familieatmosfæren i hele klubben og selvfølgelig fodbolden. Man føler sig bare som en del af en stor familie, siger Jasmin Koos, som spiller libero på begge hold og er træner for U6-holdet. - Jeg er fodboldspiller med liv og sjæl. Man kan vække mig klokken 3 om natten, og jeg er klar til at spille. Derfor sagde jeg også ja med det samme til at træne de små, da jeg blev spurgt. Min holdkammerat Vanessa Koschwitz og jeg synes, at det er alletiders at lære vores U6-hold at spille fodbold, fortæller den passionerede fodboldspiller. For at få styr på kvinderne, som er mellem 16 og 45 år, har træner Björn Nielsen hjælp af to assistenttrænere. Florian Jürgensen hjælper på førsteholdet, mens Sabrina Hinrichsen gør det på andetholdet. Hun har selv været spiller, men kunne ikke lade være med at hjælpe til, efter at hun er stoppet. Selv mener hun: - Jeg har været i klubben siden 2007 og vil gerne fortsætte med at være en del af det. Ved siden af mit job i Danmark prøver jeg at hjælpe Björn så meget, jeg kan. Jeg er opvokset tosproget med tysk og dansk, og selv om vi snakker tysk til træning, føler jeg, at vi er lidt danske alligevel. Vi har vores herreveteraner, som spiller i den danske liga, og vi får meget hjælp fra SdU til vores ny kunstgræsbane. Det er vi meget taknemlige for.

Dansker på holdet

Og selv om damerne snakker tysk til træning, har de en spiller fra Over Jerstal i Danmark, som kører hele vejen til Flensborg for at træne og spille for IF Stjernen. - Jeg har spillet håndbold før og ville prøve noget nyt, efter at jeg er stoppet med håndbolden. En veninde ville prøve at træne hos IF Stjernen, så jeg tog bare med. Siden 2007 har jeg spillet i klubben. Det, jeg godt kan lide ved fodbold, er, at vi er fælles om noget. Det sociale aspekt i det er lige så vigtigt for mig som at spille fodbold. Og her på holdet er vi gode til at hygge eller at tage på udflugter, siger venstrebacken Tanja Langmaack, som til dagligt er lærer på en skole. Kvinderne mødes hver mandag og onsdag kl. 19.30 i Engelsby-centret i Brahmstraße og spiller typisk en kamp i weekenden. Målet er at rykke op i Verbandsliga med førsteholdet. Også andetholdet vil vinde alle kampe. Men det store plus på holdet er, at alle må være med og deltage i træningen, lige meget om man er nybegynder, ung, gammel, hurtig eller langsom. Man skal bare elske at spille fodbold og være social. For hyggen vejer tungt hos kvinderne fra IF Stjernen Flensborg.