Kolding IF løb med sejren

Flensborg Avis Cup 2016

Thomas Bleicher
02. Januar 2017, 09:10 Uhr

Kolding IF fejrer finalesejren over TSB Flensburg. (Foto: Tim Riediger)

Flensborg. Kolding IF blev den store vinder af Flensborg Avis Cup 2016. Fredag aften vandt 2. divisionsklubben et spændende finaleopgør mod TSB Flensburg (Slesvig-Holsten-Ligaen) med 4-3 efter straffesparks­konkurrence.

 - Det var en fin turnering med god stemning. Vi kan bestemt forestille os at komme igen, sagde Kolding IFs træner, Berni Petersen. 
 Favoritholdet vandt de tre indledende puljekampe mod FC Angeln 02 (3-0), DGF Flensborg (3-0) og Husumer SV (4-1), og lod sig heller ikke overvinde senere på aftenen i semifinalen mod Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, som blev besejret med 5-0. 
 - Vi var favorit i vores pulje, men det gælder også om at være ydmyg. Spille og vinde. For os lå tidspunktet også meget godt, da vi næste lørdag spiller en indendørsturnering i Schwerin, forklarede Berni Petersen.

Et stærkt deltagerfelt

Den 7. januar hedder modstanderne blandt andet Hansa Rostock, Tennis Borussia Berlin og Ferencvaros Budapest med den tidligere HSV-træner Thomas Doll. 

Også Flensborg Avis Cup bød på et stærkt deltagerfelt.
 - Turneringen var meget vellykket med igen otte gode hold. De to klart bedste hold spillede i finalen, hvor det blev til en gyserafslutning med straffesparkskonkurrence, sagde SdUs konsulent, Kaj Andersen. 
- Desværre var der forholdsvis få tilskuere. Mens der plejede at være omkring de 500 i årene før, så kom der kun omkring 300-350 denne gang. Det må vi evaluere og finde ud af, om tidspunktet måske alligevel lå fo tæt på nytår, sagde SdU-konsulenten. SdUs eget hold, Det Sydslesvigske Fodboldlandshold, blev nummer fire i turneringen. Holdet var ramt af en del afbud og stillede med en lille trup. Lukas Wrobel (ETSV Weiche II) og Morten Wegner (Slesvig IF) var med for første gang.
 - Vi fik en god start med 5-1-sejren mod Langenhorn. I kampen mod TSB (2-3, Red.) kom vi tilbage efter 0-3 og viste moral. I semifinalen mod Kolding var vi godt med de første 4-5 minutter, også med enkelte chancer. Men i sidste ende vandt Kolding helt fortjent. Til sidst mod Husum manglede vi tydeligt kræfterne, selv om vi også her aldrig gav op, siger Holger Bruhn, sportslig leder for Det Sydslesvigske Fodboldlandshold. 
Holger Bruhn ser allerde frem til den 22. februar. Her vil der være en åben træning, en slags casting, for interesserede kl. 19 i Engelsby-Centret, Brahmsstraße i Flensborg. 

Resultaterne

• Finale: Kolding IF - TSB 4-3 efter straffe 

• Kamp om 3. plads: SdU-Landshold - Husumer SV 1 -2
 • Kamp om 5. plads: FC Angeln 02 - IF Stjernen 4-3 eft. straffe
 • Kamp om 7. plads: DGF Flensborg - SG Langenhorn/Enge 1-2 
• Semifinaler: Kolding IF - SdU-Landshold 5-0 Husumer SV - TSB 2-5 
• Pulje 1: DGF - Husumer SV 0-5 FC Angeln 02 - Kolding IF 0-3 Kolding IF - DGF Flensborg 3-0 Husumer SV - FC Angeln 02 1-0 FC Angeln 02 - DGF 6-1 Husumer SV - Kolding IF 1-4 
1. Kolding 3 3 0 0 9 
2. Husumer SV 3 2 0 1 6 
3. FC Angeln 3 1 0 2 3 
4. DGF Flensb. 3 0 0 3 0 

• Pulje 2: SdU-Landsholdet - SG Langenhorn/Enge 5-1 IF Stjernen - TSB 0-1 TSB - SG Langenhorn/Enge 4-4 IF Stjernen - SdU Landsh. 1-1 SdU-Landshold - TSB 2-3 SG Lang./Enge - IF Stjernen 1-1 

1. TSB 3 2 1 0 7 
2. SdU-Landsh. 3 1 1 1 4 
3. IF Stjernen 3 0 2 1 2 
4. SG Lang./Eng 3 0 2 1 2 

Deutsches Resümee

Kolding IF heißt der Sieger des Flensborg Avis Cup 2016. Im Endspiel setzte sich das Team aus Dänemark in einem spannenden Finale nach Neun-Meter-Schießen mit 4:3 gegen den TSB Flensburg durch. Sowohl Kolding (Gruppe A) als auch der TSB (Gruppe B) gewannen zuvor ihre Gruppen sowie dann auch ihre Halbfinalpar­tien gegen SdU-Landsholdet bzw. die Husumer SV, die schließlich Dritter wurde. Insgesamt waren bei diesem Hallenfußballturnier in Idrætshallen, das am 30. Dezember zwischen 18 und ca. 22 Uhr ausgetragen wurde, acht Mannschaften am Ball. »Das war erneut ein sehr gelungenes Turnier und sogar mit einem enorm spannenden Finalspiel sowie den vier besten Teams im Halbfinale. Leider aber hatten wir nicht so viele Zuschauer wie sonst und wir werden nun analysieren, woran das gelegen haben könnte, ob der Termin eventuell zu dicht an Silvester lag«, sagte SdU-Konsulent Kaj Andersen.


Von Lennart Adam und Marc Reese