Håndbold

Med håndbolden til Vesterled

05. August 2020, 11:01 Uhr

Der var plads til sjov, ballade og kamp i sandet til SdUs beachhåndbold-camp. Foto: SdU

Vesterled. De fleste skolebørn fra mindretallet kender Vesterled fra deres tur med klassekammerater, men denne sommer tog 21 unge håndboldglade børn sammen med SdUs håndboldleder Stephan Krüger og et par trænere på tur til Vesterled for at gennemføre håndboldskolen i Danmark. Stephan Krüger var glad for, at turen kunne finde sted på trods af corona-tiden.

– Vi var nødt til at ændre lidt på indholdet af campen i forhold til det planlagte, sagde en af trænerne, Jannik Franke.

Alligevel var turen en stor succes, er Jannik Franke sikker på.

– Selvom solen ikke viste sig så ofte, var vi hele tiden udenfor for at spille håndbold, rundbold eller lignende på græs, siger han.

De fleste deltagere var enige i, at turene ned til stranden, hvor gruppen spillede beachhåndbold, var det bedste på hele turen.

Én dag måtte deltagerne tage en tur til Hvide Sande og svømmehallen, fordi det regnede for meget. Men også det blev en succes.

– Vi kunne se, at børnene var glade for at komme på tur igen, efter at næsten alt var blevet aflyst de sidste måneder, siger Jannik Franke.

Allerede nu planlægger Stephan Krüger turen i 2021 og håber på at gentage succesen med endnu flere deltagere.


Grit Jurack