Nyt blod til DGF Flensborg II

Træner

Thomas Bleicher
08. November 2016, 07:00 Uhr

Koray Pamukcular danner sammen med Oliver Kelmer ny trænerpar hos DGF Flensborg II. (Foto: Lars Salomonsen)

Flensborg. Koray Pamukcular styrer sammen med Oliver Kelmer fodbolddrengene fra DGF Flensborg II, og det gør han med glæde. Selv om hans navn ikke lyder ret dansk, har han været en del af klubben i mere end 25 år. 

 - Som lille knægt startede jeg med at spille fodbold i DGF. Og det har jeg gjort i alle de år. Ok, et år var jeg i Harreslev, fordi jeg ikke kunne lide træneren. Men efter et år skiftede jeg tilbage igen. En lille tvangspause havde jeg, mens jeg læste i Kiel, men efter jeg kom tilbage til Flensborg, begyndte jeg også i klubben igen. Egentlig ville han gerne have spillet lidt længere, men skader tvang ham ud på sidelinjen. 
 - Jeg har egentlig altid haft planer om at træne et hold. Det kom lidt før end forventet. Men det er ok, siger Koray Pamukcular.

Barndomsvenner

Hans trænerdebut er efterhånden to år siden. Der startete han sammen med Oliver Kelmer som spillertræner. 

 - Oliver og jeg har kendt hinanden, siden jeg var ti år. Vi har spillet på ungdomsholdene sammen og er blevet rigtig gode venner. For to år siden blev vores træner i Kreisliga A fyret, da vi lå på sidstepladsen, og i stedet for at overlade det til tilfældighederne meldte vi os frivilligt som hans efterfølgere, fortæller den 34-årige og fortsætter: 
 - Vi reddede holdet, og året efter spillede vi endda om oprykning. Oliver og jeg fungerede begge som spillertræner, hvilket har fordele og ulempe - det kan jeg se nu. I år er det kun Oliver Kelmer, som spiller kampene. Koray Pamukcular gør det kun i nødstilfælde. Og at stå på sidelinjen giver ham et bedre overblik. 
 - Da jeg spillede kampe, var jeg tættere på og kunne styre spillet med for eksempel at råbe på banen. Men jeg kan nu se, at der er mange andre ting, man skal tage hensyn til. Så det er super, at Oliver fortsat styrer spillet på banen og jeg fra siden, forklarer træneren.

Travl hverdag

Han indrømmer, at han egentlig ikke har tid til trænerjobbet, men gør det med glæde, fordi han elsker fodbold og vil bruge den sparsomme fritid, han har, sammen med fodboldkammeraterne. 

 - Jeg er selvstændig og arbejder sådan set 24 timer i døgnet. Derhjemme har jeg afskaffet en computer, ellers ville jeg blive ved med at arbejde hjemme, siger Koray Pamukcular, der er uddannet produktdesigner. Allerhest udvikler han ting, men 50 procent af hans arbejdstid går med marketing. Han har arbejdet for erotikkoncernen Orion i Flensborg og energifirmaet EWS i Hanved, og han er glad for, at han kan opfylde sin drøm i Flensborg. 
 - Mange firmaer tager til Hamborg. Men jeg ville helst hjem til Flensborg, efter jeg havde læst i Kiel. Her får jeg heldigvis ofte udfordringer fra kunder, som ønsker et eller andet. Og jeg elsker store udfordringer, hvor jeg skal lære mig noget nyt, siger ejeren af firmaet Fördesign. Som træner kører han samme koncept: Han vil gerne blive bedre som træner og afprøve en masse ting sammen med trænermakkeren.

Megasjov på trods af 0-4

For en måned siden spurgte fodbold-afdelingsleder Reinhard Jacobsen trænerparret, om de kunne tænke sig at overtage klubbens andethold, som spiller i kredsligaen. Det tog Koray Pamukcular og Oliver Kelmer som en udfordring. Deres dom efter få kampe er positiv:

- Vi rykkede faktisk op med hele tredjeholdet og spillede vores første kamp med kun tre spillere fra andetholden. All de andre var skadet eller forhindret. Og selv om vi tabte 4-0, havde vi det faktisk megasjovt. Første halvleg kunne vi være med og spillede lige op med dem, forklarer træneren og fortsætter: 
 - Nogle af drengene kan nok ikke være helt med på det niveau, men andre overraskede os og spillede bedre, end de plejer. Det var godt at se. Men egentlig kan jeg godt forstå det, for før vandt vi alle kampe stort. Lige pludselig spiller man fodbold, og ingen prøver bare at slagte en. Det er da også sjovere. Målet for resten af sæsonen er at høste mange point for at undgå nedrykning. Men det bliver meget svært, siger Koray Pamukcular:
 - Efter vinterpausen er vi klar, tror jeg. Men de første uger bruger vi til at forme et godt hold med selvtillid og tro på sig selv. Og når det er nået, vinder vi også vores kampe. Det er iværksætteren sikker på, og når man ser på ham, mens han fortæller om sine planer, er man ikke i tvivl om, at holdet fra DGF Flensborg II også spiller i kredsliga næste sæson.
Grit Jurack