EM-kommentar

Tid til selvransagelse

EM-kommentar

16. Januar 2020, 19:00 Uhr

At skulle tage hjem inden festen for alvor starter, er aldrig sjovt. Det gælder også for de danske håndboldherrer, der forlader europamesterskabet efter bare en lille uge og den indledende runde. Efter et 30-31 nederlag til Island, et 24-24 uafgjort mod Ungarn og en 31-28 sejr mod Rusland er en planlagt roman blevet til ikke meget mere end en lille novelle. En uvirkelig situation, uanset om man spørger træner, spillere eller tilskuere. Men det er kun sig selv, trænere og spillere kan takke. Selvfølgelig har der været skader under opstarten, men alligevel spillede man glimrende til Golden League og kunne slå Norge og Frankrig. 

At EM kom med et nyt format, hvor der var 24 hold med i stedet for 16, og kun de to første fra hver pulje går videre til mellemrunden, kan heller ikke være nogen overraskelse, når det har været kendt i over et år. Forsøg fra DHFs og landstræner Nikolaj Jacobsens side, at sætte spørgsmålstegn efterfølgende, lyder som billige undskyldninger og klæder ikke dansk håndbold i nederlagets stund. Uenigheden mellem landstræneren og DHF sportchef Morten Henriksen om manglen på ledertyper, er et andet forsøg på sende skylden videre. Holdet har med stjernerne Mikkel Hansen, Rasmus Lauge eller Niklas Landin en lang række af ledertyper, der i modsætning til VM sidste år bare ikke har slået til, specielt i kampen mod Ungarn. 

Da det brændte på alvor, var Hansen og Lauge ikke på pletten. Dette gælder også for Nikolaj Jacobsens spilsystem, der er det samme som i fjor. Under pres manglede landstræneren en plan B. Udelukkende at bytte rundt på spillere når systemet ikke virker, er ikke nok. Der skal andre taktiske boller på suppen. At tro at balancen på holdet afhænger af en spiller som Magnus Landin (der har været ude med en tåskade de første to kampe) er mildest talt blåøjet eller der er mangel på udvikling. Begge dele er betryggende. Tager man udgangspunkt i kontraspillet, er Danmark blevet hægtet af. Norge viser, hvordan det skal gøres. En dansk hæmsko i den del af spillet er de mange udskiftninger. Norge stormer frem med alle markspillere, det gjorde Danmark ikke. Dertil kommer, at Danmarks fejlprocent var alt for stor. Med et snit på 11 tekniske fejl per kamp er det svært at vinde. Til sammenligning lå de tekniske fejl til VM på 5,5 i snit, og tempoet var væsentligt højere. Igen viser Norge, at det også kan gøres til EM med fire tekniske fejl i snit. Alt i alt kan slutrunden i danske øjne kun betragtes som en skuffelse. Men i håndbold som i livet findes der en næste chance. Dog skal der kigges godt og grundigt indad, hvis Danmark skal tilbage på sporet og spille om medaljer til OL til sommer.


Timo Fleth