Verdensmester skrev sig ind i gæstebogen

Håndbold

10. Februar 2017, 09:34 Uhr

Kentin Mahé skriver sig ind i byens gæstebog. (Foto: Lars Salomonsen)

SG-spilleren Kentin Mahé havde taget sin vm-guldmedalje med, da han skrev sig ind i byens gæstebog.

Flensborg. Bon jour og moin moin. Denne velkomst stod overborgmester og inkarneret SG-fan, Simone Lange (SPD) for, da hun torsdag eftermiddag bød byens nye håndbold-verdensmester og SG-spiller Kentin Mahé, velkommen på 13. etage.
I januar fightede han sammen med sit franske landshold og hentede guld til sit hjemland. Det fornemme resultat skulle markeres, og det blev det dagen efter at SG Flensburg-Handewitt havde slået rivalerne fra Kiel med et enkelt mål.
- Her har vi en flensborger, der var med til at vinde verdensmesterskabet i en holdsport, vi forstår os på, og det vil vi gerne sætte pris på, sagde overborgmesteren til den tysktalende franskmand.

Onsdag aften kunne de mange fans i hallen og foran tv-skærmen nyde hans talent med en bold, og mens minutter løb hen over uret, blev det for mange til for spændende.
- Men en kamp er ikke ovre, før det sidste fløjt har lydt, sagde Kentin Mahé, der også blev hyldet i hallen før kampen.
Hanveds borgmester Thomas Rasmussen var også taget til Flensborg for at gratulere den nyslåede verdensmester og roste ham for hans spiloversigt og mod, der ofte belønnes.
- Hvis det fortsætter, kan vi blive tysk mester, sagde han, og her var spilleren helt på linje med borgmesteren.
I juni 2015 skrev Kentin Mahé kontrakt med SG Flensburg-Handewitt. På det tidspunkt kom han fra den konkursramte Hamborg-klub, og sammen med sin kone trives de i det flensborgske spillermiljø.
I oktober 2010 trak han første gang i trikolorens farver og spillede på det franske nationalteam, sidste år var han med til OL i Rio, hvor Frankrig måtte rejse hjem med sølv efter at være blevet slået af Danmark, og så var det for øvrigt anden gang, han blev verdensmester.

Tilla Rebsdorf
tr@fla.de

Fotogalerie