Fodbold

- Vi stiller op. Det er helt sikkert

Fodbold

06. Februar 2019, 11:14 Uhr

Kaj Andersen (nederst til venstre) sammen med resten af SdU-landsholdets lederteam. Arkivfoto: Sven Geißler

Flensborg. Det sportslige og eventmæssige højdepunkt er stadig knapt halvandet år væk, men ikke desto mindre har det sydslesvigske fodboldlandshold allerede blikket stift rettet mod Europeada 2020 - det europæiske mesterskab for mindretal. I sidste uge åbnede FUEN, der organiserer turneringen, op for tilmeldinger til Europeada, der afholdes af slovenerne i Østrig, og SdU-landsholdet er naturligvis blandt deltagerne.

- Vi stiller op. Det er helt sikkert. Det er det, som alle vores forberedelser og aktiviteter stiler mod, fortæller holdansvarlig Kaj Andersen, der straks får en stor glæde i stemmen, da snakken flader på Europaeda.


- Det var dejligt at se invitationen tikke ind. Vi glæder os. Nu har vi været med alle tre gange, Europeada har været afholdt, og alle tre gange har det været en kæmpe oplevelse. Europeada er ikke kun et mesterskab men også et kulturelt møde, lyder det fra Kaj Andersen.

SdU havde ellers selv søgt om værtsskabet til Europeada, der løber af stablen fra den 20. til 28. juni, men den glippede akkurat. I stedet må SdU-landsholdet rejse til Østrig og Slovenien. For første gang ved Europeada spilles der kampe i to lande - hvilket også var planen, hvis SdU havde fået mesterskabet til det dansk/tyske grænseland. Oplevelsen i to lande er noget, som Kaj Andersen ser frem til, og lige nu arbejder han på at dække de udgifter, der er forbundet med deltagelsen.

- Da vi var afsted i 2016, havde vi et budget på 30.000 euro til transport, ophold og forplejning. Så det løber op. I 2016 var vi heldige at finde sponsorer, der ville hjælpe, og så har vi en god støtteforening. Senest har vi også fået en gave fra Select, fortæller SdU-landsholdets holdansvarlige.

Holdet var senest samlet i forbindelse med Flensborg Avis Cup mellem jul og nytår, og til sommer skal sydslesvigerne op mod et samlet hold fra Lolland/Falster. De var sidste sommer på besøg i Slesvig, og denne gang tager SdU-landsholdet så til sydhavsøerne. Næste vinter spiller SdU-landsholdet naturligvis igen med ved Flensborg Avis Cup, og så intensiveres forberedelserne til Europeada i 2020 med en træningslejr og flere testkampe. Stammen på holdet til mesterskaberne ligger allerede fast.

- Det er den gruppe af spillere som også var med til Flensborg Avis Cup og til vores træninger inden, som er inde i billedet, men døren er selvfølgelig altid åben for et stort talent, lyder det fra Kaj Andersen.

Jonas Løytved