Håndbold

DHK tabte nøglekamp

Håndbold

16. Februar 2019, 20:35 Uhr

DHK Flensborg har ikke meget at smile af efter nederlaget i den vigtige bundkamp. Arkivfoto.

Burgwedel. Av. DHK Flensborgs tilværelse i 3. Liga er ved at synge på sidste vers. Lørdag aften var det heller ikke skønsang, som SdU-klubben leverede i den livsvigtige bundkamp i Burgwedel. DHK tabte med 31-23 til Hannover-Burgwedel, og holdet er nu isoleret på sidstepladsen i rækken.

DHK'erne troede ellers på tingene, da de satte sig ind i bussen og kørte mod syd, men håbet stivnede hurtigt, da løjerne blev fløjtet i gang. Hurtigt kom DHK bagud med 6-2, og selvom gæsterne godt halvvejs inde i første halvleg fik reduceret til både 8-6 og 9-7, så lå de under med 16-11 ved pausen.

Og efter en tur i omklædningsrummene gik det ikke meget bedre for SdU-klubben i den kamp, som kun kunne betegnes som en sand nøglekamp i bestræbelserne på overlevelse i 3. Liga. Hannover-Burgwedel kom foran 19-11, og selvom DHK havde lidt momentum og fik reduceret værternes føring til fem mål, så blev det aldrig rigtig tæt. Tingene blev heller ikke gjort lettere af et rødt kort til anfører Tjark Desler, bedst som DHK var kommet lidt bedre med.

Med 10 minutter igen kom Hannover-Burgwedel foran med ti mål, og DHK måtte sande, at denne opgave blev for stor en mundfuld. Med seks mål var Marc Blockus en positiv oplevelse hos gæsterne, men det var altså langt fra nok til point. DHK har stadig seks point op overlevelse, og mulighederne begynder at svinde. SdU-klubben har ni kampe tilbage i denne sæsons 3. Liga, men det tyder snart på, at det kan blive de ni sidste i denne omgang.

Jonas Løytved

Hannover-Burgwedel: Takahashi, Lütt, Anders - Freitag 5, Michailidas 5, Hoff, Mücke 1, Kastening 7 (5), Koch 2, Bilbija 4, Antonevitch 9 (2)
DHK Flensborg: Wendt, Basenau - de Bruin 3, Heinker, Busch 2, Jessen, Blumenberg 3, Wickert-Grossmann 3, Krüger, Von Eitzen, Bandemer, Blockus 6, Tölle 3 (3), Zinndorff, Desler 1, Skaaning Linnebjerg 2
Udvisninger: 3-3
Rødt kort: Tjark Desler, DHK Flensborg
Straffekast: 6/8-3/5
Dommere: Patrick Arndt og Stanislav Schukin