Håndbold EM
Temperaturen stiger
Gdansk. Rasmus Lauge og Kevin Møller var godt indpakket i tygge vinterjakker og havde huer på, da de fik sig en gåtur lørdag formiddag inden Danmarks første EM-kamp mod Rusland. Turen fra spillerhotellet, som kun ligger få meter fra Østersøen, gik til stranden, som er dækket med sne og is. Det er en tør og klar vinter i Gdansk i disse dage. - Jeg tror, vi er klar til den første kamp, sagde Rasmus Lauge, og Flensborg-holdkammeraten Kevin Møller nikkede. Få timer senere skulle det vise sig, at de to havde ret, men det tog lidt tid, før danskerne havde fået EM-varmen. Playmaker Rasmus Lauge var blandt de fire SG-stjerner, som var at finde i den danske startopstilling. Anders Eggert og Lasse Svan dannede makkerpar på fløjene, og Henrik Toft Hansen begyndte på stregen og i midterforsvaret. EM-debutant Kevin Møller sad som forventet på bænken. Efter at Rasmus Lauge, europamester fra 2012, i Flensborg igen har fundet sin topform, forventer den danske offentlighed meget af ham. Det samme gælder for alle andre EM-drenge, men mod et i begyndelsen farligt russisk hold kom det danske angrebsspil aldrig rigtig i gang. Efter godt 20 minutter blev Rasmus Lauge bænket. Han vendte først tilbage i slutfasen, hvor Danmark endelig fik styr på modstanderen, og angrebsspillet var mere flydende. I den fase kunne Lauge bidrage med to mål i træk. Samlet scorede han tre gange.