Topkamp, derby og en sjov krølle

Fodbold

26. Oktober 2018, 09:00 Uhr

Gary Noël gæster sin gamle klub, når SC Weiche Flensburg 08 fredag møder VfB Lübeck. Foto: Lars Salomonsen.

Flensborg. Kast overflødig vægt i Trave, og lad Mariekirken ringe ud. Fredag aften (kl. 19.30) står den altså på fodbold i Unesco-byen Lübeck, hvor SC Weiche Flensburg 08 spiller derby, topkamp og hele muletjavsen mod VfB Lübeck. Værterne ligger nummer to, Weiche Flensburg nummer tre, og begge hold har 28 point og jagter Regionalligaens tophold Wolfsburg II med 34 point.

- Der står meget på spil. Det handler om, hvem der er nummer et i delstaten, og så er kampen meget vigtig for sæsonen. Der er god stemning på holdet, og alle er gearet op til kampen, fortæller SC Weiche Flensburg 08s assistenttræner Marc Peetz.

Så er scenen ligesom sat. Vi tilsætter, at Gary Noël og Gökay Isitan forud for denne sæson er skiftet til Weiche Flensburg fra netop VfB Lübeck. Sådan noget er jo heller ikke ligefrem med til at fjerne krigen fra kniven. Weiche Flensburg kommer til Lübeck med en stime på fire sejre i træk, mens Lübeck godt nok vandt deres seneste kamp mod Werder Bremen II men ellers har været svingende som en DSB-køreplan i oktober. Flensborg-fodboldspillerne vandt begge opgør mod marcipanmandskabet i sidste sæson, men holdet fra hansestaden er en anden størrelse i denne sæson, hvor de i den grad har imponeret.

- Lübeck har fået mere fodboldmæssig kvalitet, og så har de en del spillere, som virkelig kan gejle sig op til sådan et derby. Jeg har set en del kampe med dem, og de ligger ikke på andenpladsen, fordi de har været heldige, men fordi de har fortjent at være der, konstaterer Marc Peetz, der fortæller, at Weiche Flensburg vil jagte sejren, men alt efter kampens forløb godt kan leve med et point.

- Selvfølgelig kommer vi efter tre point, men et point kan også være fint. Det bliver noget af en opgave, som vi står overfor. Det bliver meget fysisk og meget rodet, og det kan nemt blive afgjort på, hvem der er villig til at gå et skridt længere og gå ind i nærkampene med størst overbevisning.

Der er allerede lagt masser af brænde i ovnen... Og minsandten om kampen ikke også har en sjov lille krølle. Fredag aften er SC Weiche Flensburg 08 på udebane på Stadion Lohmühle. På onsdag er samme stadion hjemmebane for Flensborg-klubben i pokalkampen mod Werder Bremen.

Jonas Løytved

Resümee:
SC Weiche Flensburg 08 spielt Freitagabend Derby und Topspiel gegen den VfB Lübeck. Vor dem Spiel ist Weiche Flensburg Dritter und VfL Lübeck Zweiter. Beide Mannschaften haben 28 Punkte in der Regionalliga. »Es steht viel auf dem Spiel«, sagt Co-Trainer Marc Peetz vor dem Topspiel in Lübeck.

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Rubriken