Fodbold

En dansker på vej frem

Fodbold

29. Juli 2019, 08:20 Uhr

SC Weiche Flensburgs Jonas Andersen (i midten) leverede en god præstation i sin debut mod VfL Wolfsburg II, men manglede at score. Fotos: Tim Riediger

Flensborg. Det var ikke helt det startresultat Jonas Andersen havde håbet på i sin første kamp for Regionalligaholdet fra SC Weiche Flensburg 08. I Regionalliga Nords åbningskamp mod mestrene fra sidste sæson fra VfL Wolfsburg II viste byens hold to vidt forskellige halvlege og indkasserede et smertefuldt 1-2-nederlag.

 -Jeg er rigtig skuffet og det tror jeg også hele holdet er. Jeg syntes vi spiller godt langt hen ad vejen. Vi dominerer hele første halvleg og sidder på det meste. Så jeg sidder med en rigtig tom fornemmelse, sagde den 19-årige danske angriber skuffet. 


Værterne lagde ellers fint ud og specielt Jonas Andersen viste fin styrke i duellerne. Flensborgs anfører Christian Jürgensen (30.) var det dog forbeholdt efter et hjørnespark at sørge for 1-0-pauseføringen. Værterne tabte dog tråden i pausen og det irriterede Andersen. 

-Vi kom enlig ud med en god fornemmelse til anden halvleg og kommer godt i gang. Man kan godt mærke, at de har været inde og fik snakket om nogle ting. De kører hårdere på, men jeg føler ikke, at de skræmmer os. De får en dødbold og så står det 1-1 lige pludselig. Derfra vender det og vi mister fuldstændig momentum, sagde Jonas Andersen. 

Wolfsburgs Jannis Heuer (53.) indskiftede John Iredale (75.), der sørgede for slutresultatet, der godt kunne have set anderledes ud, hvis hjemmeholdet havde udnyttet en af de chancer der kom i slutfasen. Jonas Andersen, der ellers personligt leverede en mere end god præstation, var efter kampen især irriteret over sine egne to afbrændere i slutfasen. 

-I den første chance for jeg taget en skidt berøring og målmanden stormer ud, som jeg egentlig havde forventet. Men så dør den lidt der. Chance nummer to er en bold jeg nærmest ikke når at se, hvor det bare er på instinkt, at jeg får den lagt på mål. Det er selvfølgelig ærgerligt, at jeg ikke får en eneste af dem ind, sagde den 19-årige, der kom til Flensborg fra Vejle. 

Megen tid til at ærgre sig over nederlaget har spillerne fra SC Weiche Flensburg 08 imidlertid ikke, da de skal i kamp igen allerede på onsdag og så igen søndag. Den stadige strøm af kampe er noget Jonas Andersen godt kan lide, og det fysiske pragteksemplar glæder sig til at hurtigt kunne komme af med smagen af nederlaget. 

-Jeg kan godt lide, at vi skal i kamp igen på onsdag. Mange kampe i streg, det er lige mig, og det gør at vi er mange spillere, der kommer på banen. Jeg fik lov til at starte i den første kamp og håber også at starte på onsdag. Men selv hvis jeg skal varme bænken, synes jeg det er godt med mange kampe, så vi kan få brugt den gode trup vi har. Det er positivt at der er så mange kampe i rap, sagde Andersen, der allerede på kort tid er blevet meget glad for at være en del af holdet SC Weiche Flensburg 08. 

-De har taget godt imod mig. Jeg har budt ind med det jeg kan. Selvfølgelig har der været nogle kampe der har været bedre end andre, men jeg kom fint ind på drengene. Det er naturligvis lidt svært med sproget her i starten, men det går fremad med mit tysk, sagde den 19-årige, der lover at ville prøve at snakke tysk i sit første interview om en to måneders tid. Indtil da kan han glæde sig over at der er flere spillere i Weiche Flensburg der kan tale dansk. 

-Det er selvfølgelig rart at der er andre danskere. Nu har Ture (Blaue/red.) her i starten været en stor hjælp. Han snakker flydende tysk og dansk og desuden er vi på samme alder. Det er rart at have en kammerat der. Det gør det nemmere at komme ind på holdet og hjælper selvfølgelig til træningen. Nu er Casper (Olesen/red.) så også kommet og det er selvfølgelig rart, at der er en dansker mere man kan snakke med. Men hele fælleskabet på holdet fungerer, og det gør ikke noget, hvis man har en lille sprogbarriere. Der bliver taget godt hånd om en, føler Jonas Andersen sig taget godt imod. Og målene skal nok komme for angriberen, der allerede i første kamp fik vist sit potentiale for SC Weiche Flensburg 08. Måske allerede på onsdag i Hannover.

Timo Fleth

Resümee

Das Debut vom dänischen Stürmer des SC Weiche Flensburg 08, Jonas Andersen, verlief trotz der 1:2-Niederlage zum Regionalligaauftakt gegen den Meister des Vorjahres vom VfL Wolfsburg II vielversprechend. Der 19-Jährige hat sich auch ohne Torerfolg zum Auftakt bereits gut bei den Flensburgern eingelebt. Die Sprachbarriere zu überwinden fällt Andersen durch die weiteren Dänen leicht.

Vermarktung:

Mehr zum Thema

Wettbewerbe

Rubriken