Fodbold
Stærkt SdU-landshold vil i semifinalen
Flensborg. Det er en meget positiv SdU-landstræner, der kigger frem mod et af sæsonens højdepunkter. Tore Wächter udtrykker stor tilfredshed med sin trup, som næsten er på plads til Flensborg Avis Cup. - Der er to-tre pladser åbne, og de sidste udtagelser afhænger lidt af, hvem der kan få fri fra deres klubhold, og om der kommer nogle skader, siger Tore Wächter, der forklarer, at det eksempelvis endnu ikke er afklaret, om SdU-landsholdsspillerne fra TSB Flensborg stiller op i klubtrøjen eller kommer til at repræsentere mindretallets landshold. Uanset hvad, bliver der dog tale om et yderst konkurrencedygtigt SdU-landshold. - Det er et af de stærkeste hold, som vi nogensinde er kommet med til Flensborg Avis Cup. Jeg har store forventninger til holdet, som rummer mange gode spillere og også unge spændende spillere, fortæller SdU-landstræneren.