Fire guldvindere tørner sammen

Håndbold

09. September 2016, 14:41 Uhr

Morten Olsen og Casper U. Mortensen kunne glæde sig over OL-guld. Det samme gjorde Henrik Toft Hansen og Lasse Svan fra SG. (Foto: Die Recken/Tim Riediger)

Flensborg. For kun 20 dage siden vandt Casper U Mortensen og Morten Olsen fra TSV Hannover-Burgdorf sammen med Henrik Toft Hansen og Lasse Svan fra SG FLensburg-Handewitt olympisk guld med det danske håndbold-herrelandshold. På lørdag nøder de fire hinanden i Bundesliga-opgøret mellem deres klubber. Vi har talt med Hannover-spillerne inden kampen. 


Flensborg Avis: OL-guld er kun tre uger siden, har I haft tid til at nyde, realisere og tænke over det - hvordan har I oplevet det efter hjemkomsten?
Morten Olsen: Der har ikke været meget tid til rigtig at fejre sådan en triumf. Det var hurtigt tilbage til klubben og igang med pokalturnering og forberedelse til ligaen. Men tænke over turneringen og nyde det, det har jeg gjort masser af. Det var en fantastisk ting, vi klarede, og jeg tænker hver dag på det.
Casper U. Mortensen: Vi har oplevet kæmpe interesse efter vi har vundet OL-guld, og mange mennesker har sagt tillykke og har villet mærke medaljen. 

Hvad skete der tilbage i Hannover og har tingene på holdet eller måske udenfor forandret sig for jeres vedkommende?
Morten Olsen: Alt er som det plejer her.

Casper U. Mortensen: Vi blev fejret, og vi skulle lave interviews og vise medaljen frem til sponsorer og medier. 

Var det svært direkte at gå ind i klubhåndbold og begynde på sæsonen, har I foretaget jer noget specielt for at skifte fra landsholdsfokus til fokus på klubben? Fik I lidt ekstra fri?
Morten Olsen: Vi fik fri, indtil dagen før vi skulle spille pokalturnering. Det sværeste er at gå fra sådan en oplevelse at vinde en OL-finale til at spille en pokalkamp. Men det var jeg bevidst om, så det kom ikke som en overraskelse.
Casper U. Mortensen: Vi havde heldigvis to dage fri, da vi landede fra Rio, hvor jeg var sammen med venner og familie, som gjorde, at jeg slappede af mentalt og kom ud af hotelboblen. 

Lørdag venter en svær kamp mod Flensborg. De seneste år har Hannover haft gode resultater mod SG, hvorfor sker det igen lørdag?
Morten Olsen: Vi har været gode og heldige de sidste mange år imod Flensburg, jeg håber det sker igen.
Casper U. Mortensen: På lørdag bliver det en kamp hvor vi har premiere på hjemmebane og derfor vil vi rigtig gerne spille godt og holde fast i vores gode spil fra Göppingen. Vi har stor respekt for SG. 

Kampen er også et opgør mellem OL-vinderne Morten og Casper vs. Henrik Toft og Lasse Svan - hvad kan I sige om jeres to landsholdskammerater, hvordan husker I dem fra tiden i Rio?
Morten Olsen: Jamen begge spillede rigtigt godt over hele turneringen. Men vi var et helt hold, der vandt, og hele holdet og præstationen er for mig ganske specielt.
Casper U. Mortensen: Henrik og Lasse spillede begge to et ekstremt flot mesterskab til Rio. Det er to verdensklassespillere og kammerater, som vi ser frem til at møde. Det er altid sjovt at spille mod kollegaer fra landsholdet. 

Hvordan går det for Hannover og for SG i den her sæson?
Morten Olsen: Vi spiller en god sæson, og placeringen ser vi til sidst. Jeg håber, vi tager point fra Flensburg lørdag, men tror stadig de kommer til at kæmpe med Rhein-Neckar Löwen om mesterskabet.
Casper U. Mortensen: Jeg tror på SG i top 3 og Hannover i top 6. 

Hvad er jeres personlige mål med Hannover?
Morten Olsen: Top 10.
Casper U. Mortensen: At slutte bedre end sidste sæson og fortsætte vores superspil fra OL i Rio. 

Kort efter OL var der uro i medierne, og DHF-sportchef Ulrik Wilbek trådte tilbage? Hvad siger I til det og har I en kommentar til de angivelige møder mellem ham og spillerne under OL i Rio?
Morten Olsen: Jeg har ingen kommentarer. Der er vidst blevet snakket nok om den sag. Vi vandt guld, og det burde være det, folk snakker om.
Casper U. Mortensen: Ingen kommentar.

Grit Jurack