Håndbold

Machulla i karantæne håber på bedring

Håndbold

16. Februar 2019, 08:10 Uhr

Om det bliver Mark Bult eller Maik Machulla, der står med ansvaret på søndag, er fortsat ikke afgjort. Arkivfoto

Flensborg. Chefen manglede også til SG Flensburg-Handewitts træning i Duburghalle. Assisterende træner Mark Bult styrede træningen, ligesom han også styrede løjerne fra sidelinjen i SGs kamp i onsdags mod Celje. SGs cheftræner Maik Machulla er nemlig sat i karantæne af holdlægen, fordi han har lagt sig med feber. Han holder sig i disse dage væk fra håndboldspillerne, også for at undgå smittefarer. Sygdommen var også tydelig i Maik Machullas stemme, da han fredag - over telefonen naturligvis - gav en status på både sig selv og sit mandskab før søndagens Bundesligakamp mod HC Erlangen (kl. 16, live Sky).

- Jeg håber, at jeg kan være med til den afsluttede træning lørdag, lød det fra Machulla med hæs stemme. Cheftræneren synes bestemt ikke, at det er sjovt at være hensat til at følge med på afstand, men til gengæld kan han berette om bedring fra karantænen i sygesengen.


- Jeg går ud fra, at jeg er med på søndag. Jeg håber at kunne hjælpe holdet på bænken. Det var ikke sjovt at sidde hjemme og se Celje-kampen i fjernsynet.

Den kamp krævede vist også en hedetur eller to oveni influenzaen, inden Machulla kunne sove trygt videre efter 27-26-sejren. SG var nemlig komfortabelt foran, men i anden halvleg satte de føringen over styr, ligesom det skete i søndags i Zaporozhye, og derfor har det tyske mesterhold i disse dage fokus på at afgøre kampene i bedre tid.

- I begge kampe følte vi, at vi dominerede og var det bedste hold, men vi lavede for mange nemme fejl og lukkede modstanderne ind i kampen igen. Det skal vi gøre bedre, understregede Machulla, der dog samtidig hæfter sig ved holdets selvtillid.

- Vi arbejder videre med stor tro på tingene. Jeg tror, at de små skridt og vores små successer sammen kan få betydning for vores succes i sidste ende.

Den næste succes skal komme søndag på hjemmebane mod HC Erlangen. Et af de mange hold, som SG slog med et enkelt mål i efteråret, og et hold, som kan bide fra sig, selvom de frister en tilværelse i tabellens nederste halvdel på en 12. plads.

- De havde en lille stime af sejre før nytår, der har flyttet dem væk fra bunden, og selvom de tabte til Minden i deres første kamp i 2019, så er de godt på vej.

- Det er et hold med mange erfarne spillere. De dækker et bevægeligt og offensivt 6-0-forsvar. De er aggressive, og vi skal have tålmodighed for at finde de rigtige løsninger, lød vurderingen fra SGs cheftræner i sygesengen.

Jonas Løytved