- Min tålmodighed bliver testet

Rasmus Lauge

04. November 2016, 07:12 Uhr

Rasmus Lauge er klar til comeback. (Foto: Sebastian Iwersen)

Flensborg. Det er præcis 25 uger siden, at SG Flensburg-Handewitts playmaker Rasmus Lauge fik menisken revet over i en Champions League-kamp mod Kielce. Nu er han ved at være klar til at spille igen - det mener han i hvert fald selv: 


- Efter at jeg har gennem alle mulige tests, har vores fysioterapeut og læge givet grønt lys. Medicinsk er mit knæ i top. Nu må det og resten af kroppen vise, at jeg er helt klar til at spille kampe igen, og det gik udmærket i de første træninger, jeg var med til. 
Det, Rasmus Lauge glæder sig mest til, er, at han bliver meldt »helt rask« igen, det betyder nemlig, at han bliver en del af holdet. Og det var en af de ting, han har savnet mest, især de første ni uger. 

Lige pludselig ikke længere en del af holdet

Selv siger han: - I starten måtte jeg slet ikke støtte på foden. Hvis jeg altså bare skulle bære en kop kaffe fra køkkenet til sofaen, var det en kæmpe udfordring. Og de der småting irriterede mig allermest i starten.
Danskeren indrømmer også, at han kedede sig en del. 
- Når man er skadet, er man lige pludselig ikke længere en del af holdet. Altså, jo, man er, men jeg tog jo ikke med til udekampe, og jeg trænede mit eget program. Ved siden af mange timers genoptræning skulle der ske noget for Flensborgs bedste spiller i sidste sæson. 
- Jeg har set en masse film og spillet playstation. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg vil bruge tiden til noget fornuftigt. Derfor begyndte jeg at læse til personal trainer i Aarhus, som er mega spændende. Men nu vil jeg spille håndbold igen.

Troen har været der

Mens landsholdspillerne er afsted, træner Ljubomir Vranjes med resten i SGs hold. Her kan Rasmus Lauge teste, om han er »helt klar«, som han siger. 
- Knæet hævede ikke efter de første træninger, men lige nu træner vi ekstra hårdt, så det er en rigtig god test for mig og mit knæ, siger den 25-årige danske landsholdsspiller. Også hovedet skal være med, men det bliver ikke noget problem: 
- Jeg har hele tiden troet på, at det bliver super igen, selv om der var en risiko for, at menisken ikke ville gro ordentligt sammen. Og selvfølgelig er jeg lidt spændt før træning, men det plejer at gå over, når vi er i gang, siger Rasmus Lauge, der ikke helt ved, hvornår han må spille igen. 
- Det bestemmer vores læge og fys. Jeg prøver at tage det stille og roligt. Nu har jeg jo ventet og trænet hårdt i lang tid. P.t. bliver min egen tålmodighed testet. Hvorvidt han også kan vende tilbage til det danske landshold, må tiden vise. Han skal først være 100 procent klar, og han vil overveje, om belastningen måske er for hård: 
- Selvfølgelig vil jeg gerne spille på landsholdet, men jeg vil hellere være sikker på at kunne holde til at spille ti år mere på klubplan i en topklub som SG, siger Rasmus Lauge. 
Han er glad for at være i Flensborg og kunne godt forestille sig at blive længe. Han har foreløbig kontrakt med SG Flensburg-Handewitt til 2018.

- Mindst en titel i år

Playmakeren har et klart ønske om at være med i én af SGs tre kampe mod THW Kiel, som bliver spillet mellem den 13. november og ti dage frem. Hvor mange minutter han så får på banen mod sin tidligere klub, er han næsten ligeglad med: 

- Jeg forventer ikke, at jeg spiller lige så meget som sidste sæson, bare jeg kan være med igen og blive en del af spillet.
Hans sæsonmål er ikke så ydmyge. - Jeg synes, vi har fortjent at vinde mindst en titel i år. Vi spillede fremragende i sidste sæson og har også gjort det indtil videre i denne sæson. Vi går all in. Og i hvilken rækkefølge vi så vinder mesterskabet, Champions League og pokalen er jeg sådan set ligeglad med, siger han med et smil.

Grit Jurack