Fodbold
Tidligt mål dukkede Stjernen
Flensborg. Der var bogstavligt talt høj puls fra start, da IF Stjernen fik en 4-0-dukkert af FC Reher/Puls i Landesliga. Allerede i kampens første minut kom SdU-klubben bagud, og så var det ligesom opad bakke derfra. En bakkebestigning, der ikke just blev nemmere af, at skarpretteren Torsten Alter efter 28 minutter nettede for anden gang for værterne. - Når vi hurtigt er bagud 2-0 bliver det selvfølgelig svært, sagde Stjernen-træner Ingo Lüthje efter nederlaget. De tidlige mål kom efter en situation, hvor Stjernen ikke var opmærksom i højre side, og så måtte de også konstatere, at Alter havde bundet støvlerne rigtigt. Det var også tilfældet ved hjemmeholdets anden scoring, som kom efter et godt opspil gennem Stjernens venstre side. - Vi kommer ikke ind til kampen med den rigtige indstilling. I anden halvleg bliver det bedre, og vi spiller bedre, men nederlaget var fortjent, konstaterede Lüthje. Allerede i første halvleg missede Jannik Arnold muligheden for en reducering på et straffespark, og efter pausen var det Jonathan Sieben­schuh, der missede en oplagt mulighed alene med målmanden. Havde Stjernen udnyttet de chancer, kunne det meget vel være gået anderledes, men to sene mål af Lasse Dau og Julian Buech gjorde det i stedet endnu værre for IF Stjernen. SdU-klubben savner stabilitet i præstationerne. - Det er svært at finde stabiliteten, når vi stadig har nogle spillere ude. Vi fik heldigvis nogle tilbage i dag, der kom ind og gjorde det godt i anden halvleg, og det lover godt for de kommende kampe, mente Ingo Lüthje. Jonas Løytved
weiter »
Vermarktung: